Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Nye forældre

Når I får tilbudt en plads til jeres barn i Børnehuset 8TALLET, og I har sagt ja til pladsen, så ringer en af pædagogerne på jeres barns nye stue til jer. Her laver vi en aftale om, at I kan komme ned på et forbesøg, hvis I har lyst til det.

På forbesøget vil vi også holde en opstartssamtale, hvor vi kan lære hinanden bedre at kende - I får mulighed for at fortælle os om jeres barn, og vi fortæller mere om jeres barns nye hverdag her hos os. Og hvis ikke, I når at komme forbi til et besøg inden opstarten, så holder vi bare mødet på jeres barns første dag.

Indkøring

Det er meget forskelligt, hvordan børn reagere på at starte i vuggestue eller børnehave. Nogen finder hurtigt sin plads i fællesskabet og føler sig trygge i de nye rammer, mens andre bruger længere tid på at vende sig til alt det nye, der sker. Derfor tilpasser vi også altid indkøringen og den første tid til jeres barns reaktioner og behov.

Det er en god idé at afsætte to uger til indkøringen, hvor den ene forælder kan være med den første håndfuld dage, og hvor der efterfølgende er mulighed for at give jeres barn nogle kortere dage i institutionen. Har I ikke mulighed for at afsætte fulde to uger, så tilpasser vi selvfølgelig indkøringen til det, der kan lade sig gøre.

En typisk indkøring ser således ud:

  • Barnet er her sammen med forældrene.
  • Barnet er her lidt tid alene og spiser eventuelt med gruppen.
  • Barnet spiser og sover her, men bliver hentet så snart, det vågner.
  • Barnet spiser, sover og leger her lidt efter middagsluren.
  • Barnet er her en hel dag.