Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Overgang til børnehave og skole

Overgang fra vuggestue til børnehave

En måneds tid inden, jeres barn skal skifte fra vuggestue til børnehave, begynder vi så småt at forberede barnet på overgangen. Det foregår sådan, at en medarbejder fra barnets stue tager barnet med på besøg på den nye stue i børnehaven - og når det lige passer, flytter vi gerne flere børn fra vuggestuen samtidig, så der er en kammerat at følges med.

I starten er besøgene korte, men efterhånden som vi nærmer os starten i børnehave, begynder børnene at være længere tid i børnehaven og for eksempel spise med til frokost, så de vænner sig til at være på den nye stue. På den måde foregår det typisk gnidningsfrit og føles trygt, når jeres barn har sin første rigtige dag i børnehave.

Overgang fra børnehave til skole

Hvert år i september samler vi en storebørnsgruppe med alle de børn, der skal starte i skole året efter. Forud for dette inviterer vi jer forældre på et informationsmøde om storebørnsgruppen, hvor I hører mere om, hvad gruppen laver, og hvordan I kan støtte op om den kommende skolestart.

Børnene i storebørnsgruppen er stadig en del af deres normale stuer, men en uge hver måned er storebørnsgruppen samlet og laver forskellige aktiviteter, som er med til at gøre børnene klar til at starte i KKFO og skole. Her arbejder vi med forskellige temaer, for eksempel "mig og min familie", "kunst og science" eller "mig og mit Amager", og børnene lærer at indgå i nye fællesskaber.

Vi har et tæt samarbejde med særligt Kalvebod Fælles Skole og Skolen på Hannemanss Allé, hvor de fleste af vores børn starter. Vi tager børnene med på besøg på skolerne, og skolens medarbejdere kommer også på besøg hos os.

Og så har vi et samarbejde med skolerne om, hvilke sange, remser, fortællinger og lege som børnene skal kende, så børnene møder de samme ting i skolen og KKFO'en, som de kender fra vuggestuen og børnehaven. På den måde føles skolestarten mere tryg, og børnene vil opleve, at der er noget velkendt, som de allerede mestrer, midt i alt det nye.